Almindingen på Bornholm
Tilbage Næste   Startside

Almindingen er Danmarks tredjestørste skov

Midt på øen ligger den grønne kæmpeoase Almindingen, der med sine 3.800 hektar er Danmarks tredjestørste skov. Almindingen er Disneyland for naturelskere. Vandreren kan gå gennem sprækkedale lige fra de mindre og intime til øens største sprækkedal Ekkodalen, hvor klipperne tårner sig mange meter lodret op i luften. Den fugleinteresserede kan overskue fuglelivet fra udkigstårne i skovens to største moser eller besøge de mange mindre moser og kær, som er strøet rundt omkring i skoven. Der er også oplevelser for de historisk- interesserede.
 Historien går helt tilbage til begyndelsen af forrige årtusinde ved resterne af den gamle kongeborg Lilleborg. Og naturligvis har Almindingen også sine mange andre seværdigheder udover den varierede natur. Gå op i øens højeste punkt Rytterknægten, der er 162 meter høj. Besøg den smukke Christianshøj Kro, se de kønne skovfogedboliger, oplev de pragtfulde forsthaver ved Aboretet og Bolsterbjerg, tag en tur på travbanen og meget mere.
 Almindingen har flere større moser, men især to med et meget rigt fugle- og planteliv. Det er Bastemose og Svinemose i Lindesbjerg skovdistrikt. Begge har udkigstårne, og for Bastemoses vedkommende også et meget handicapvenligt tårn. I Bastemose er der også en lav bro, hvor man kan følge livet under vandet tæt på. Er man til det mere parkprægede sølandskab er Åremyr stedet. Oppe fra Jomfrubjerget har man i øvrigt en storslået udsigt ud over Åremyr. De andre større moser er mere ufremkommelige og mere for de inkarnerede naturdyrkere.
 Med 26 moser, kær og vandhuller er Almindingen rig på vandområder, og mange af dem er utroligt smukke, som de pludselig åbenbarer sig flere steder i den tætte skov. Prøv noget specielt og besøg dem omkring solopgang en forsommermorgen, hvor mosekonen brygger på livet løs, og gøgene udfolder sig i affekt.
 Forskellige steder i den store skov støder man på flotte og spændende bygninger. Især skovfogedboligen Koldekildehus midt i Almindingen og den kønne skovriddergård Rømersdal ved indgangen til Ekkodalen er en dvælen værd. Det samme er bl.a. Christianshøjkroen og dens runde nabobygning Kyllingemoderen, som bruges til fest og musik.
 Almindingen er en seværdighed i sig selv med sine mange varierede indtryk, men man kan også vælge sine mål ud, for man kan alligevel ikke nå det hele på én dag. Besøger man skoven første gang, skal man naturligvis op i tårnet Rytterknægten, der med sine 162 meter er øens højeste punkt. Den smukke Borgesø med resterne af den gamle kongeborg er også smukt på en korttidstur i Almindingen. Eller besøg Bolsterbjerg, der udfolder en imponerende forsthave samt restaurant og aktivitetsmuligheder for børenene. Skovstyrelsen har i øvrigt udgivet et turkort, der giver mulighed for at opleve nogle af Almindingens større attraktioner som bl.a. rokkestenen, planteforsøgshaven Aboretet, Rømers Minde, Gamleborg, de andre nævnte ting og meget mere.
Almindingen.dk

Billedgalleri